Dialog giver plads til flere i skoven
Alle grupper er velkomne til at bruge Skov- og Naturstyrelsens arealer, men desværre kan der somme tider opstå konflikter mellem dem, der bruger skovene og naturområderne. Et eksempel er Bidstrupskovene på Midtsjælland, hvor der visse steder skal være plads til både hundeslædekørere, ryttere, folk, der kører på mountainbike og "den stille skovvandrer".
For at løse problemerne har Skov- og Naturstyrelsen holdt et dialogmøde mellem parterne. Og det viste sig, at løsningerne lå lige for. Fremover skal førerne af hunde-slæderne bære en selvlysende, gulgrøn vest med hvide striber og et tydeligt nummer på ryggen, så de nemt kan identificeres. Mountain-bikerne skal på deres side ringe med cykelklokken, når de nærmer sig andre af skovens brugere. Rytterne skal ride i vejsiden og ikke midt på vejen, for det er ikke rart at cykle et sted, hvor der er blevet redet. Enkle – og effektive hensyn.
"For at undgå konflikter er det vigtigt at lytte til de enkelte brugere og deres behov. Det er noget, som vi her i Skov- og Naturstyrelsen hele tiden skal blive bedre til. Tit er det jo bare små ting, der skal justeres, for at alle grupper får en meget bedre oplevelse i skoven", siger skovfoged Hans Jessen fra Skov- og Naturstyrelsen.
Også andre steder i landet holder Skov- og Naturstyrelsen tilsvarende dialogmøder mellem forskellige brugere af arealerne.
"Til de hurtigtkørende aktiviteter som f.eks. hundeslæder og mountainbikere har vi lavet afmærkede ruter. Når vi fysisk adskiller grupperne, nedsætter vi risikoen for konflikter. En anden måde er at adskille dem på bestemte tidspunkter. På den måde får vi mulighed for at tilgodese mange forskellige "kunder" på samme tid", siger Hans Jessen.
---
Det vides ikke hvilke repræsentanter for mtb-sporten der har været til dialogmødet. Husk, at der ikke var noget hvidt spor uden velvillighed fra den nævnte skovfoged.
Om det faktisk hjælper at ringe med klokken kan så diskuteres. Ofte føler man, at man både forskrækker og forstyrrer mere, når man bruger den, end når man lister stille forbi og hilser pænt. Det er dog vigtigt at vide, at folk forventer at klokken bruges konsekvent (ihverfald syd for Køge).
Heldigvis slap vi denne gang med at skulle ringe med vores små spedalskhedsklokker. Endnu tvinges vi ikke til at skulle råbe "Pas på - går ikke over sporet - her kommer cikkelister" og endnu er vi ikke tvunget til at iføre os gulgrønne veste ... Hustlerne undtaget forstås
