Efter en våd og stormfuld nat hvor man følte at telte og pavillioner var ved at lette var det blevet tid til komme ud af posen og gøre klar til ræs. Det viste sig at Team Charity’s pavillion som var slået op ved siden af vores ikke havde overlevet nattens storm. Vores strandflag var væltet men ellers var alting stadig intakt i Hustlerlejren. Jeg gik en morgentur på en del af ruten for at få et overblik over rutens tilstand efter nattens regnvejr og til min store glæde var ruten stadig overraskende tør. Dette skyldes til dels at store dele af ruten ligger i nåleskov og at sliddet på sporet inden løbet havde været minimalt. Så var det tid til morgenmaden som kunne indtages i det opstillede madtelt. Et af de få kritikpunkter man kan påpege til 12timeriRold er antallet af toiletter. Der var opstillet en toiletvogn med 3 toiletter og derudover 2 dametoiletter i en hytte til omkring 500 deltagere – det er lige i underkanten, hvilket også kunne ses på antallet af mennesker i køen til toiletterne. Kl.8.30 lød startskuddet og rytterne blev sendt af sted. Allerede efter ca. 24 min var de første ryttere inde på stævnepladsen igen efter en tur rundt på den ca. 8,3km lange rute. De første meldinger vi fik gik på en tør rute med et godt flow, men med relativ få overhalingsmuligheder pga. den meget singletrack. Det skulle dog vise sig i dagens løb at det ikke var det store problem da folk var meget flinke til at give plads når der skulle overhales. De første par timer var der lidt problemer med de SMS beskeder man modtog med omgangstider, men det blev der rettet op på i løbet af dagen. Da Hustlerlejren lå lige ud til den del af sporet der løb igennem stævnepladsen var det let at holde øje med klubkammeraterne og heppe på dem når de kørte forbi. Ved middagstid var det tid til igen at besøge madteltet og her diskede arrangørerne op med en fin pastasalat, almindelig salat, brød og 2 slags friskstegt kød.
Sidst på eftermiddagen blev der diskuteret livligt om hvor mange omgange der kunne køres inden løbet sluttede og de hårde forhandlinger om hvem der skulle have æren af at køre dem gik i gang. Et af holdene gik så vidt at de ”solgte” en tur til Helle som ellers kun var med som supporter – ja selv toptrænede atleter kan blive trætte

Præcis kl. 20.30 sluttede dagens ræs og så var der ellers dømt hygge resten af aftenen. Efter præmieoverrækkelsen og lodtrækningen som desværre ikke sendte nogle præmier i retning af Hustlerne var det tid til at evaluere dagens begivenheder. Det foregik på ægte Hustlermaner med et par øl, lidt portvin, slik, røverhistorier og selvom der kom en lille byge kunne det ikke ødelægge en på alle måder god dag. Så omkring midnat var det en flok trætte Hustlere der krøb i posen (bortset fra de magelige der havde værelse på det nærliggende Comwell hotel). Næste morgen var der kun oprydningen tilbage og så ellers køreturen hjem til Sjælland. Nogle af hustlerne havde arrangeret et pit-stop på vej hjem hvor der blev spist stegt flæsk for at kompensere for det store energitab lørdagens løb havde udsat dem for

Så hvad er konklusionen på turen til Rold. Jeg vil give arrangørerne 4 ud af 5 stjerner for arrangementet. For at komme helt til top skal der lige justeres lidt ved antallet af toiletter, tidstagningen skal spille fra starten af løbet og der skal være mad nok til alle. Der er masser af plads på stævnepladsen til flere deltagere så jeg kan kun anbefale løbet til andre der vil prøve noget nyt og jeg håber at vi kan arrangere endnu en Hustlertur til det Nordjyske en anden gang.
Peter