Fantastisk at køre i det vejr. Og samtidigt slå Hartvigsen og Peter.

Selvom jeg lige et øjeblik tvivlede på, at kunne køre fra Morten.
Jeg havde fra starten af sat mig for at komme op til Marie. Hun lå et godt stykke foran mig i boksen. Men jeg ved, at vi kører nogenlunde lige hurtigt, selvom Marie har kørt fra mig på det seneste. Men op til aftenens løb har jeg smidt fire kilo ballast og trænet lidt benos i styrketrænings rummet, så jeg var fortrøstningsfuld mht at følge med hende.
Nå. Endelig kommer jeg op til hende pa anden omgang. Her ligger jeg et stykke tid. Men jeg føler at benos diamantos har mere at gi af i dag, så jeg lader Marie og hendes popo se lidt på min do og sætter kæden ned på den lille møtrik bagtil. Fuld gaz. Men ak ak. Marie havde åbenbart også Benos Diamantos, og henter mig snart igen. Sådan er det, når man ligger og sover. Men hvad værre er, så har hun formået at trække Hartvigsen med op (den mand er den eneste, der kan ligge i læ af Marie)

. Men nu ligger vi så tre på stribe i et godt stykke tid - med mig forrest.
Ud på sidste omgang kører Marie og Morten forbi mig på den lange grusstrækning lige efter målet. Men det var vist kun fordi de havde glemt, at der kom en bakke for enden af grusstien. Her henter jeg dem så igen på den store klinge og traktor moment. Det skal fanme være løgn, tænkte jeg. Jeg sagde til hartvigsen på toppen, at "den trak trænder ud, hva' Hartvigsen!". Bare lige for at straffe ham lidt mere, da jeg gik forbi ham. Så så jeg ham ikke mere. Det gav lidt xtra energi at se ham lide, og resten af omgangen kørte jeg bare over evne - og havde det fantastisk, for det er løb som i dag man går og drømmer om hele vinteren.
Tak for kampen Morten og Marie. Og hr. Rasmussen, hvis du læser med her
