Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Forum udelukkende omhandlende ture på landevejen. Husk at skrive: tid/sted/dato i overskriften.
Post Reply
User avatar
Mikkel Henningsen
Med nye lunger
Posts: 2229
Joined: 21 May 2009, 23:25
Location: København

Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Mikkel Henningsen »

Undertegnede var afsted med ”fætter” Mikkel, hans kæreste Stine, Holger, Niels H, tidl. Hustler, Christian Jørgensen, og desværre uden en sygdomsramt Jeppe.

Der var distancerne 75km, 144km, 175km, og 242km at vælge mellem. Sidstnævnte havde start i Brugge og krævede en shuttlebus meget tidligt om morgenen, da start og mål for øvrige var i Oudenaarde. Vi havde valgt 175km af logistiske årsager og for at få Muur van Geraardsbergen med, selvom 144km ruten uden også så tillokkende ud. Interessant nok havde 175km ruten bakkerne Wolvenberg og Molenberg, som ikke var med på 242, der til gengæld havde brostensstrækningerne Den Ast, Huisepontweg, og Neringenstraat.
Niels H og jeg havde kørt motionsløbet før; 135km i 2014 i høj sol og flot forår, og i 2017 med 151km i først småregn men senere solskin. Christian Jørgensen havde kørt en kold og våd tur med Jan D i 2015, så man fornemmer, at det havde taget nogle år at samle lyst til endnu en tur.

Det føles som om deltagerprisen er steget stødt siden 2014, hvor det kostede måske 25 euro at deltage, men med tidlig tilmelding bliver det på 70 euro – trods alt stadig under det halve af Tour d’ Storebælt.
Arrangørerne har et apparat, der spiller, med ægte Politie til at dirrigere traffik, mekanikere ved depoter, fejeblad i tilfælde af permanent defekt, rigeligt vand, sportsdrik, banan, vaffel, energigeel, og en del af de afspærringer der bruges til søndagens løb for de professionelle allerede sat op. Klare og tydelige pile gør det svært (men ikke umuligt) at fare vild.

Vi kørte fra København sent torsdag aften med intention om at være fremme i ro og mag sen formiddag, afhente startnumre m.v. i Oudenaarde og så køre ud til vores Air BnB i Herzele, ca. 50km fra Oudenaarde. Vi havde i god tid booket en B&B i Oudenaarde, men ejerne valgte at lukke butikken, hvorfor vi med kort varsel måtte finde noget andet i den weekend, der er for det Belgiske B&B-marked, hvad Folkemødet er for det Bornholmske. Og når vi alligevel var ude i ”med bil til start” afstand, så kunne det lige så godt blive en lille gård med ”cykelgarage” og brændeovn. Det andet planlægningsbenspænd kom, da Holger i køen til startnummer spurgte, hvem der havde købt start til ham… Heldigvis kunne Jeppes startnummer omregistreres med kun en brøkdel af et EU-bureaukrati.

I ugen op til løbet havde vejrudsigten skiftet mening mange gange og på turen derned måtte vinduesviskerne af flere omgange på max. Der var således et strejf af lettelse over, at vi ”bare” skulle køre i støvregn men til gengæld næsten 10 graders varme.

Det er et meget afslappet motionsløb, og der er flydende start i blokke. 175km ruten havde startvindue mellem 7 og 8 mens Stine på 145km skulle starte mellem kl. 7 og 9. Vi sigtede efter at starte tidligt i håbet om at have bedre plads på stigningerne og måske blive indhentet af nogle hurtige grupper, som vi kunne følges med. 2 ud af 3 biler får parkeret sammen og gjort klar, men Christian Jørgensen fortsætter ud i horisonten og bliver trods 45 minutters venten og 3 opkaldsforsøg ikke set igen før efter cykelløbet. Rygtet vil dog, at han havde en okay tur selvom et styrt og medfølgende defekt på bagskifteren betød, at han nøjedes med knapt 90 kilometer.
Stine meldte hurtigt ud, at hun ville køre sit eget tempo og ikke følges med Mikkel, Mikkel, Niels og Holger indtil km 50, hvor ruterne ellers skiltes ad.

De 4 resterende fulgtes ad et langt stykke, og der var overskud til både at hygge, snakke, skifte handsker og joke, da vi rullede i depot efter Geraardsbergen. Selvom ”fætter” Mikkel forsøgte at undslippe fællesskabet ved at køre lige ud i en mødding med hylende bremser i stedet for at dreje lige som alle andre, og Holger angiveligt havde en punktering for foden af en længere bakke, selvom ingen så ham udbedre defekten, så var Det først da Niels H trak på sin store erfaring og kendskab til egen krop, at han og Holger satte tempoet lidt ned omkring km 100 – i hvert fald mellem stigningerne – og fulgtes til mål mens Mikkel og Mikkel kørte i forvejen. Efter ca. 120km begyndte kramperne at bide hist og pist i benene, først læg, så hase, så forlår – tilsyneladende et nyt sted hver gang. Jeg tænkte, at der måske var for lidt sukker på tanken og snart efter havde jeg både krampe og sidestik… Trods en kort pause og en ”fætter” Mikkel, der venligt tog mere og mere af vinden, så var der lidt krisetanker ved udsigten til Kwaremont og Paterberg med en krampe, der hvert øjeblik truede med at bide til. Den første lægkrampe kom nok i virkeligheden, da vi måtte trække et kort stykke op af Koppenberg som følge af trængsel (gående cyklister). Også på Kwaremont og Paterberg var der gående, men vi kom fint udenom i et malende tempo, der både sikrede greb på de fedtede brosten og var krampevenligt. De sidste par km til mål var det bare at rulle langs en stor hovedvej.

Jeg havde forsøgt at klemme en "Ass Saver" ind mellem saddel og saddeltaske, men stropperne på saddeltasken var ikke helt lange nok til en sikker montering. Det var nok gået på en almindelig dansk tur, men på første stykke med brosten, Jagerij, og igen på Paddestraat, rystede den delvist løst, så "Ass Saver" røg i baglommen og saddeltasken sad nu godt fast resten af vejen. Vi havde 4 navngivne stykker med brosten (ud over stigninger), som ligger markant pænere end i Paris-Roubaix, men stadig ikke godt. Måske som "Overgaden oven vandet" på stykket nord for Bådsmandsstræde på Christianshavn. Bestemt nok til, at kloakdæksler pludselig blev noget, som man gerne ville køre på - også selvom de var våde. De af stykkerne er lige og flade og frembyder som sådan ikke nogle tekniske udfordringer. Det 4 stykke er delvist nedad og med 2 90-graders sving og hen over jernbaneskinner - der skulle køres lidt mere roligt. Til Paris-Roubaix havde vi virkelig brede dæk, dobbelt styrbånd, osv. - det behøver man bestemt ikke til Flandern Rundt. Udover de 4 stykker, så var der flere korte passager med "almindelige" brosten.

Vi skulle over 21 navngivne bakker. De fleste er på brosten opad og asfalt nedad mens enkelte er på asfalt både op og ned. Dertil kom et par unavngivne bakker på "hovedvej" undervejs. Bakkerne er generelt 600m til 2000m lange, de fleste tættere på 1200m. Typisk stiger de stejlt et kort stykke (10% - 15%) og er så "fladere" (2% - 6%) enten før, efter eller begge dele. Selv brugte jeg konsekvent lille klinge foran (34 tænder) - i begyndelsen for at spare kræfter og til sidst fordi jeg var træt. Men med en varighed på 2 minutter til 6 minutter, så kan man under de rette forhold godt fyre den af opad.
Første bakke var Wolvenberg, som måske er den med de værste brosten. Eller også er det bare fordi det er den første, der lige minder en om, hvordan de egentlig ligger og dermed giver en "forventningsafstemning".
Målet med 175km ruten var at komme ud til Muur van Geraardsbergen (aka Kapel Muur), som begynder mildt nede i byen på pæne brosten, går over i et lidt stejlere stykke på dårligere brosten, for endelig at sno sig ind gennem en "skov" (?) på en 1m bred "sti" med et stejlt forløb og bakkens værste brosten - bestemt en bakke, hvor det betaler sig ikke at lægge for hårdt ud - før man pludselig står oppe ved døren til et kapel, helt på bakkens top. Her skulle man lige zigzagge uden om alle de deltagere, der var stoppet op for at tage en selfie med kapellet...
Koppenberg kommer forholdvist sent og er bl.a. berømt for at en løbskommisærbil her valgte at køre hen over en væltet Jesper Skibbys cykel for ikke at være i vejen for feltet. Mathias Norsgaard fortalte i "Grupettoen" podcasten, at selv Pogacar havde måtte trække her, da først vejen blev smal og farten lav. Samme Norsgaard omtalte "mudderet" på stigninger som "brun sæbe". Det var også specielt at være på vej derhen, da man kunne høre andre deltagere og officials begynde at sige "Koppenberg" omkring os.
Sidste legendariske bakker var 1-2 punchen med først den lange Kwaremont med et langt stykke på toppen med rigtig dårlige brosten og kort efter den korte, stejle Paterberg.

Med 2 stk. Flandern og 1 stk. Roubaix i bagagen var jeg måske lige kæk nok omkring udstyret og måske lige træt nok af at punktere. 25mm Durano DD med 80-85 PSI på højprofilfælge og intet styrbånd andre stedet end ved greb og bukning betød en hård omgang for hænderne. Det kunne man nok godt have gjort rarere for sig selv.

Selvom det blæste lidt på dagen var ruten så krøllet, at der aldrig var hverken side- eller modvind længe af gangen. Det var fedt. Det spillede maks i målområdet rent organisatorisk med styr på cykler, øl og snacks, men vi var så våde at vi hurtigt klædte om, kørte til Herzele og satte os foran brændeovnen med de øl og chips, vi havde handlet dagen før.

Skal vi køre det igen? Måske ikke som motionscykelløb i april måned, men en forlænget weekend i juni – august ville være lækkert. Der er mange km vej at lege på.

/Mikkel
Last edited by Mikkel Henningsen on 10 Apr 2023, 15:55, edited 1 time in total.
It's not whether you get knocked down, it's whether you get up. - Vince Lombardi
User avatar
JensM
Uden mudderdæk
Posts: 549
Joined: 03 Jan 2018, 15:26

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by JensM »

Tak for den fine beretning😃
Vild tur
User avatar
Jacob Korsholm
Søger sponsor!
Posts: 2609
Joined: 29 Jul 2008, 22:30
Location: Bagsværd

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Jacob Korsholm »

Tak for at tage dig tid til at skrive en turberetning. Det lyder som noget af en tur i har haft jer.
User avatar
FlemmingM
Over stok og sten
Posts: 583
Joined: 07 Aug 2008, 16:49
Location: Værløse

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by FlemmingM »

Tak for flot beretning, godt jeg ikke var med - Det er vist kun for de hårde drenge!!
Se Johannesevangeliet kap.8 vers7
User avatar
Niels G Henningsen
3000+ posts = spammer
Posts: 4109
Joined: 16 Jan 2006, 21:03
Location: 2860 Søborg

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Niels G Henningsen »

Fin beretning... Den jeg havde i mit nu snotfyldte hoved ville være noget i samme retning... Vil dog tilføje for egen regning, at på trods af de våde og mudrede brosten følte jeg mig mere sikkert kørende på dem end ved tidligere lejligheder. Det er jo ikke "spirrevip habitat"... Og så kunne du godt have nævnt "vandgraven" et sted på første halvdel af turen, der fjernede den sidste rest af tørre fødder . (Lidt som ved Isstjerne løbet engang for mere end 10 år siden, hvor man efter 500 meter havnede i 30 cm vand) En lille stemningsvideo fra en anden deltager viser meget godt "vejret". https://www.youtube.com/watch?v=VQLCHYsMD1M
mvh Niels Henningsen

Jeg er nødvendigvis ikke blot skide arrogant.......
hører bare ikke specielt godt, selv med høreapparater ....
User avatar
Claes
Bagfra højre-om!
Posts: 1072
Joined: 23 Jun 2012, 23:21
Location: Hellerup

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Claes »

Spændende beretning. Kan man køre den smule cykelløb på gravel geden? Tænker lidt bredere dæk kan være leksi

…og hvad er tidsgrænsen/snit fart
User avatar
Niels G Henningsen
3000+ posts = spammer
Posts: 4109
Joined: 16 Jan 2006, 21:03
Location: 2860 Søborg

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Niels G Henningsen »

Gravel kan sagtens bruges , vi så også nogle på MTB & Fatbike…. Samt løbecykel 🫤
De aktuelle “være i mål” tider kan jeg ikke lige genfinde , men du burde ikke være i farezonen.
mvh Niels Henningsen

Jeg er nødvendigvis ikke blot skide arrogant.......
hører bare ikke specielt godt, selv med høreapparater ....
User avatar
Claes
Bagfra højre-om!
Posts: 1072
Joined: 23 Jun 2012, 23:21
Location: Hellerup

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Claes »

Hmmm, tror lige jeg skalsnakke med Stine for at få den sande historie ;-)

Meeeen, måske gravelgeden skal trækkes af huse, hvis andre grus-Hustlere evt kan trækkes af huse?
User avatar
Jan D
3000+ posts = spammer
Posts: 3664
Joined: 29 May 2009, 15:34
Location: Søborg

Re: Flandern rundt motionscykelløb - en slags beretning

Post by Jan D »

Niels G Henningsen wrote: 08 Apr 2023, 11:34 Fin beretning... Den jeg havde i mit nu snotfyldte hoved ville være noget i samme retning... Vil dog tilføje for egen regning, at på trods af de våde og mudrede brosten følte jeg mig mere sikkert kørende på dem end ved tidligere lejligheder. Det er jo ikke "spirrevip habitat"... Og så kunne du godt have nævnt "vandgraven" et sted på første halvdel af turen, der fjernede den sidste rest af tørre fødder . (Lidt som ved Isstjerne løbet engang for mere end 10 år siden, hvor man efter 500 meter havnede i 30 cm vand) En lille stemningsvideo fra en anden deltager viser meget godt "vejret". https://www.youtube.com/watch?v=VQLCHYsMD1M
Det ser "lidt" vådt ud...
Sikker på I nød at komme i mål :)
Jan D
Post Reply