Efter at have været plaget af skader i umindelige og urimelige tider, turde jeg endelig tage chancen og stille op i Dustcup. Sidste års uudnyttede årskort til både Dust og Hot gjorde at jeg kun tør tage et løb ad gangen.
I år er det vel blevet til 10 ture ialt, så jeg tog Mathias (11år) med, da han kun har kørt mtb på et rigtig spor 4-5 gange i sit liv; og jeg så var rimelig sikker på ikke at blive sidst. Det personlige mål var at gennemføre en runde med ham og se om knæene holdt til en ekstra. Aftenen før havde jeg endda holdt fanen højt ved at sige nej til cognac til kaffen og holdt mig til en enkelt flaske vin til maden
Det lykkedes mig at trække ham væk om morgenen fra morgen-skod-tv-med-høje-rædselsfulde-stemmer. Jeg havde desuden allieret mig med min kone, som kom op tog sig af ham efter første runde. Jeg satte ham også ind i at "alle dem i grønt er dine venner".
Starten gik foran i en koloenorm støvsky. Vi sørgede for at holde os sidst, hvilket ikke var så svært

Faktisk var både Kaj og Michael i færd med at pille startloopet ned, men vi fandt ind på ruten det rigtige sted. Det viste sig at være en af de mest rolige og stille ture jeg længe har kørt. Vi mødte slet ingen hundeluftere, løbere, heste eller nøgne X-formænd på sporet og kun et par punkteringer (altså andres heldigvis) og et enkelt, men grimt faceplant. Han ville dog ikke have hjælp, så vi kørte videre. Mathias var kun nede en enkelt gang uden at det gjorde ondt og klarede alle Store Dyrehaves monster-bakker uden at stå af

Ved den største bakke var der linet op til Jannik/Pixelution foto, men til min overraskelse var det ikke Mathias, men mig, der trak mest interesse, da et foto af undertegnde på en cykel og i Hustler uniform jo er et unikt moment
Da de forreste passerede os gik det super nemt, da de jo bare flyver udenom. Vi fik mange gode tilråb fra de andre Hustlere og tilskuere, men prisen for høflig overhaling gik overraskende nok til Jens A, der fik takket flottere end en overtjener på Kong Hans.
Det blev mere lidt surt med overhalingerne da position 50-200 skulle forbi, men det gik da, med kun en enkelt misforståelse eller to.
Ruten var super og så spændende en variation over Store Dyrehave som det er muligt. Jeg var dog glad over at være alene med Mathias om at forcere det tætte lave bøgekrat i starten. Rygterne sagde senere, at der vist havde været lidt trængsel

Vejret var heldigvis lidt køligt da støv og varme er en fæl kombi.
Mathias gennemførte i fin stil og spurtede det sidste stykke. Tiden 57:34 minutter har jo den fordel, at den giver rum for forbedring. Der er ihvertfald et stykke op til Patrick, der kørte første på 44:15 og tog en rigtig flot anden opgang på 32:50!
Jeg kastede mig så ud i den kendte øvelse at køre Dust på fuld speed med halsen ud af munden uden at have den mindste smule kondition. En disciplin jeg øjensynlig deler med mange andre. Jeg faldt naturligt ind blandt dem, der havde kørt to runder og kunne næsten følge med Andreas, da han kom forbi. Knæene gjorde ikke ondt under løbet, men de er godt ømme nu. Så er det spændende hvordan de næste dage går. Hvem ved om jeg kan sætte træningsmængden op til mere end en enkelt tur om ugen!
Den anden tur klokkede ind på 26:54, hvilket jeg selv synes er rimelig fint, når det kun var vilje og teknik den blev halet hjem på. Det var så heldigvis ikke nok til tre omgange, selvom der havde været andre individer, der fakstisk havde spurtet for at nå ud på endnu en omgang
GribskovMTB havde gjort en forrygende indsats. De gemte dog de famøse hjemmelavede kager til MTB Challenge om 2 uger, så der var kun roulade, men efter næsten 2 års pause smager selv Dust roulader super.
Et fælles Hustler foto af Jannik og megen opmuntring til en meget genert Mathias.
Nåh ja ... og som sædvanlig ingen lodtrækningspræmier til mig, men næsten to til Michael Gud!