med skiftevis fokus på at stive hans selvtillid af og prøve at gøre ham lidt usikker på det hele,
var det så i går at det hele gik ned.. Xterra Classic Distance i Tisvilde.!
Jeg meldte mig til sammen med Anne allerede i vinters og Kenny var ikke sen til at tage udfordringen op, så der har været lang tid til at forberede sig.
Som altid er det naturligvis ikke noget jeg så'en har praktiseret synderligt.
Det helt vildt tricky ved Xterra er, at på papiret ser distancerne egentlig ganske overkommelige ud.
1,5 kilomet svømning i åbent vand, 30 km. mtb og 10 km. trailløb.
Det er da både overskueligt og overkommeligt, right..?
(edit: Det er det... men det niver lidt til sidst..
)I går var det så langt om længe blevet gameday.
Et mindre kalenderkoks på hjemmefronten gjorde at Anne ikke havde mulighed for at stille op, en ualmindelig lang arbejdsdag fredag havde heller ikke ligefrem gjort forholdene omkring det forestående stævne søndag bedre, men jeg havde da i det mindste sørget for at carbo-loade lørdag og spist massere af pasta til aftensmad..
Jeg ankommer til stævnepladsen, p-pladsen for enden af vejen i Tisvilde, i god tid.
Cyklen skal som altid til triatlon stævner checkes ind i skiftezonen og sikkerheds godkendes, det gik smooth...
Jeg møder hurtigt Kenny og Hanne Panduro og også glasMads og Dorte, som er en habil svømmer.
Vi sludrer lidt om vind og vejr og som noget af det første checker jeg også lige vandet vi skal svømme i, det skulle jeg ikke have gjort. Dorte bemærker at det ser noget friskt ud derude og det kan jeg kun give hende ret i..
Der blæser en frisk brise (en jysk underdrivelse) og der er godt med piv på, ude på vandet.
Derefter får jeg øje på de store orange bøjer som vi skal svømme rundt om, og først der går det op for mig, hvor langt 1,5 kilomet hav svømning egentlig er..
Der er edderdylme langt imellem de bøjer der, og havet er ikke ligefrem havblik eller det man ville kalde roligt. Det skal nok blive sjovt. Det begynder så småt at synke ind hvad der er jeg har skrevet mig op til og det kække begynder så småt at fordampe fra mit eller positive syn på dagen.
Klokken slår og vi nærmer os 10.15 hvor løbet skydes igang.
På med våddragten og ned mod vandet og de forestående 2 runder på svømmeruten.
Jeg er ikke nogen stor svømmer og har aldrig, som i aldrig, svømmet mere end de 400 m. til KMD 4-18-4 for nogle år siden i åbent vand, de var i sig selv spændende nok.
Så det var med en hvis ærefrygt at jeg gik ned mod strandbredden.
Vi skulle starte ude i vandet, så med vand til op omkring livet stod vi og ventede på startskuddet.
Jeg fandt Kenny og gav ham en high five (det gør man i triatlon kredse, har jeg set) og ønskede ham godt et ræs. Der var jo et klubmesterskab på højkant.
Starten går og jeg begynder så småt at svømme ud mod første bøje.
Jeg begynder frisk med crawl men slår hurtig over i en blanding af bryst og hundesvømning, det fungere bare bedst for mig i det høje bølger og på den måde kan jeg også bedre orientere mig i forhold de andre deltagere, bølgerne og bøjerne etc.
Den svømmetur der.. Den var fandme lang.
I høj bølgegang, så jeg nogengange følte mig som skibbruden på åbent hav.
Det mest positive var, at da det hele endelig begyndte at stilne lidt af, så fulgte jeg faktiskt meget godt med, i forhold til de andre brystsvømmere der lå omkring mig i baljen, og så var det jo bare at foresætte.. Anden omgang på svømmeruten var noget hårdere end den første og da jeg i et noget kækt forsøg prøver at crawle lidt, sad der øjeblikkeligt en krampe venstre læg, så jeg slog hurtig over i bryst igen og tænkte at jeg nok nåede stranden igen på et eller andet tidspunkt.
Det dejlige ved at svømme i en våddragt er, at den sørger for opdriften, så jeg følte mig aldrig rigtig utryk ved situationen, og så længe jeg spjættede lidt med benene gik det også (langsomt) fremad..
Jeg havde kalkuleret med at bruge omkring en time til svømningen så det var en dejlig overraskelse at ramme stranden og kigge på uret og opdage at det kun have taget mig ca. 45 minutter at klare svømmeturen. Det var også rart at komme op af vandet for nu viste jeg, at næste punkt på agendaen var 30 km. mountainbike, og så endda i hegnet i Tisvilde, et af mine absolutte ynglings steder at køre mtb.
Igennem skiftezonen tager jeg det stille roligt og når også at hygge sludre lidt med både Henrik Storgård, Jannie og GlasMads der var i Tisvilde for heppe, bla. på mig, vildt fedt..!!
Kenny så jeg ikke noget til, så jeg vidste ikke om han var foran eller bag mig. Jeg havde en mistanke om at han var foran mig, da jeg havde følt mig urimeligt langsom på svømningen samt at han på meget usportslig vis har små-trænet i den lokale svømmehal hele vinteren. Men så var der i det mindste nogen at jage foran.
(edit: Kenny var ikke foran mig, men det fandt jeg først ud af, da jeg kører igennem stævnepladsen efter første omgang og 15 km. mtb)
Jeg kører ud på mtb-ruten og fokusere på at få gang i kroppen efter svømmeturen, det er noget af en koldstart men der kommer så småt lidt rytme ind i det og efter 5-10 minutter begynder det hele at svinge meget godt. Det gode ved at være en habil mountainbike rytter, og elendig svømmer, til et Xterra stævne er, at man i ca. 2 timer kan få lov til at føle sig som en mountainbike gud. Jeg overhalede ryttere som jeg aldrig har overhalet ryttere før, bagfra højre, bagfra venstre, det var en sand fornøjelse. Og selv om jeg ikke kørte fuldstændigt urimeligt hurtigt (der ventede jo stadig 10 km. trail løb til sidst) så lå der for det meste et par ryttere foran på sporet jeg kunne koncentrere mig om at spole ind. Det var også sjovt at have nogen med på hjul ude på grusvejen og så sætte dem fuldstændigt når vi ramte noget singletrack, lækker selvtillidsbooster..
Det var i øvrigt et pisselækkert spor det havde valgt deroppe, alt det bedste fra Fallrace ruten blandet med lidt features fra HotCup ruterne, ren og skær nydelse på begge omgange.
Efter cykelturen ventede løbeturen, den havde jeg frygtede hele dagen..
Både fordi jeg ved hvor barsk en rute man kan lave oppe i Tisvilde. (jeg har løbet Helvede i Nord deroppe et par gange) Men også fordi det altid er sjovt at se hvordan benene reagere, når man skifter fra cykel til løb. (Det har jeg også prøvet før til div. vinter duatlons)
Jeg vidste også at lige så overlegen som jeg havde følt mig på mountainbiken, ligeså sølle ville mit trailrun blive. Men jeg kommer ind i skiftezonen og for smidt cyklen og monteret løbeskoene, igen til fornem hepning af mit eget private heppekor. dejligt..!
Ude på løberuten går det op mig at benene egentlig virker til at være i ok stand, de er ihvertfald ikke helt gelé-agtige som jeg tidligere har oplevet til duatlons.
Til gengæld er løbe-ruten rigtig rigtig fjollet..
De der kløfter de har oppe i hegnet i nærheden af troldeskoven, dem skulle vi op og ned af.
Der er 4 ialt. Så 4 gange op og ned på vej ud og 4 gange op og ned på vej hjem, samt 750 m løb i strandkanten til at slutte af med op mod mål, det var ren guf for lårbasserne..
Vi skulle rundt to gange, så alt i alt en rigtig actionpacked løberute for dem der havde lidt at skyde med til sidst.
Jeg lagde ret hurtig en strategi med at løbe der hvor det gav mening og så gå/kravle de steder hvor det blev alt for fjollet, og så ellers bare koncentrere mig om at sætte den ene fod foran den anden.
På vej ud på anden omgang i løbet mødte jeg også Anne og tøserne ved målområdet, de var taget til Tisvilde for at heppe lidt på mig. Det var rigtig fedt og gav lidt moral sidst på dagen.
Det hele endte faktiskt med at jeg også ramte målstregen, til sidst.
Nu har det for mig, altid handlet meget mere om rejsen end selve resultatet, så jeg vil ikke trætte jer med hvor lang tid det tog mig at komme igennem dagens strabadser eller kedelige mellemtider fra T1 og T2.
Jeg vil meget hellere fortælle, at det faktisk var et rigtig rigtig fedt stævne.
En fed udfordring og oven i hatten super veludført at stævne arrangørene.
Svømmeturen var strabadserende, angst-provokerende og udmarvene.
Mountainbike turen var top top fed.
Og løbeturen.. Den var bare pissehård.
Anne var så heldig at få lov til at flytte sit startnummer til Xterra stævnet på Møn til september og i skrivende stund er jeg meget tæt på at at skrive mig op til endnu en tur i manegen..
Det triatlon der, det er altså ikke helt skævt, de har fat i noget..
og så længe det foregår off road og uden TT-cykler og aerohjelme tænker jeg, at man godt kan deltage uden helt at miste sin cykelrytter-street-cred.
En lettere brugt Big A, og nykåret klubmester på den fulde distance takker af for en hård dag i hegnet.
