Super Bike Dolomitti 2017

[Allan Jensen]

Også i år var Team Hustler repræsenteret til Superbike Dolomitti (i form af Carsten Graff, Flemming Meyer og Allan Jensen) i de Italienske Dolomitter. Vi startede turen torsdag morgen, kl. 04.10, hvor vi pakkede Carstens bil og satte cykler på bilen (tak for udlån af cykelstativ til Niels Pind). Derefter var det stik mod syd, med morgencomplet på færgen, og så masser af autobahn, Vi ankom til vores Hotel, Hotel Germania i byen Toblach ved ca. 20.00 torsdag aften.

Fredag stod primært på justering af cykler, afhentning af startnumre, lidt cykling rundt på ruten og en del røverhistorier. Mærkeligt nok, så havde vi jo alle justeret cyklerne hjemmefra, men når man kommer ned til et stort løb, så skal man jo lige rette lidt igen, pumpe, skifte bremseklodser, smøre kæden etc. Vi var på cyklerne ved 11 tiden, hvor vi først cyklede et lille stykke af ruten, som gik lige forbi vores hotel (et transportstykke med svag stigning på 2-3%) og derefter cyklede vi ind til nabobyen Villabassa, hvor vi hentede startnumre, kiggede lidt på expo og så kørte vi de første km af ruten. Ruten starter sådan, at man kører ca. 500 meter inde i byen, når man når til kirken, drejer man til højre, og så starter bjerget – omkring 7 km opad med en konstant stigning på 15-20% - Scenen var sat, vi var på den lille klinge. På vejen tilbage kørte vi igennem Villabassa endnu engang for at få tjekket cykler (der var indsneget sig en begynder samlefejl på Allans cykel). Da cyklen var klar gik vi lidt rundt, og mødte ved et tilfælde Alban Lakata, UCI verdensmester i Marathon. Det kom der er par gode billeder ud af, og en masse sjov efterfølgende snak blandt os tre. Vi sluttede dagen ved 22.00 med et godnat og sov godt.

Lørdag – Race day – startede kl. 05.15. Op i tøjet, ned til morgenmad – op og hente cyklerne på værelset og afsted på cykel de ca. 3 km ned til start i Villabassa. Carsten startede i en tidligere startgruppe, så han kørte lidt tidligere afsted. Starten er sådan lidt klassisk, at man er ”linet” op i start grupper, og der er lidt musik, storskærm og et par helikoptere til at tage fjernsynsbilleder. Flemming og jeg startede i samme gruppe, så vi startede sammen, hvilket betød, at der var tid til at småsludre lidt inden starten. Følgende emner var oppe og vende: a) de der italienere, er dæleme nogle små slanke mennesker, der var altså ikke mange ”store” ryttere til start. b) der er overraskende mange der kører med det nye 12 speed Eagle setup – det er ikke så tit vi ser det i Danmark, men Italienerne havde det og c) trenden er, at man har en spraydåse til slange/dæk lapning tapet fat til saddelrøret – ingen løse slanger og ingen tidsspilde på at tage hjul af og på – bare spray direkte ind igennem ventilen – smart som en del at et race setup.
Nedenstående er vores 3 individuelle løbsberetninger:

Carsten: 7. År i træk jeg var med i løbet, så jeg var helt med på hvad der ventede. Løbet passer godt til mig, da det ikke er for teknisk, men kræver et godt forhold mellem watt/kg, altså rå power i lang tid på opstigningerne. Træningen op til var forløbet godt, men jeg følte mig ikke helt klar p.g.a. alt for meget arbejde og møder i ugen op til turen. Men jeg stod altså i start boks 1 igen. 7.30 og starten skulle gå, men vi var jo i Italien, så 7.38 blev det speaket, at starten var udsat 10 minutter, da tordenvejret aftenen før, havde væltet 2 træer ned på rutens første bjerg, og de første skulle fjernes, inden vi var klar. Planen for løbet var at køre efter en maks puls på 150 når det gik op, se hvordan jeg havde det på toppen af bjerg 2, og så ellers nyde turen. 2 km oppe ad første bjerg havde jeg kørt mig fri af den tunge gruppe fra boks A, B og 1, ialt ca. 900 ryttere, og jeg havde frie stier. Det gik forbavsende godt, og pulsen var hvor den skulle være. Spise, drikke og nyde turen opad med 5-15 km/t og nedad med op til 70 km/t.Ned igennem den mørke fedtede kløft med et fald på mere end 20% og så videre på bjerg 1. Jeg følte mig allerede lidt brugt, og pulsen ville ikke helt op hvor den skulle være. Første rigtige nedkørsel er modbydelig med løse grusstier, små vandre stier og asfalt med grus oven på. Men da jeg nåede til bjerg 2 var jeg ovenpå igen, og opstigningen kunne begynde. Ondt bjerg 10 km, 1.000 hm. På toppen var jeg 5 minutter foran min bedste tid, jeg havde 95. bedste tid opad, var avanceret 70 pladser på stigningen og lå samlet nr. 145. Nedad igen, hvor jeg igen blev overhalet af fart gale ”tosser”. Frem mod bjerg 3 hvor jeg blev klappet op igennem de 500 m i kløften, hvor der køres på klipper, løse sten og rødder med mere end 20% stigning. Et hurtig pitstop på toppen af bjerget efter 65 km, og så ville der ikke være behov for flere stop inden mål. Nedad mod vores hotel tabte jeg desværre en flaske, og overvejede kort om den skulle samles op, eller jeg skulle jagte gruppen foran, og blive trukket op igennem dalen og de næste 25 km. Jeg lod flasken ligge og var heldig i depotet ved vores hotel. Der blev givet fyldte flasker med vand, så jeg kunne køre fuld fart og hente gruppen. Jeg havde tabt nogle placeringer på nedkørslen, men på de efterfølgende km frem mod bjergspurten på toppen af langrendsstadion, havde jeg 65. bedste mellemtid (få sekunder efter vores nye ven Alban Lakata) og lå samlet nr. 158. Der blev kørt race i min del af feltet. 4. og sidste bjerg, jeg rykkede fra gruppen med det samme, men var ved at være træt. Pulsen var fortsat i top, men hver gang jeg rejste mig op for at træde igennem, var jeg tæt på krampe i begge lår. Der blev overhalet rigtig mange fra sprint distancen på 60 km, som i år var startet for sig selv 1 time efter os andre, så jeg følte mig lidt som en stjerne. Jeg lå nu nr. 134. Fra toppen kommer den mest onde nedkørsel, da det er muligt at køre i høj fart på skiftevis asfalt og vandrestier på løst underlag og store rullesten. Min teknik er ikke den bedste nedad, så jeg fik kun 400. bedste tid på denne nedkørsel og tabte 16 placeringer, men nåede op på 69,4 km/t på en stenfyldt vandresti, hvor faldet igen var over 20%, da jeg overhalede andre forsigtige ryttere. Ind igennem byen var jeg bare glad, min bedste tid, 5.51.54 og samlet nr. 150. Nr. 2 i klassen Hobby +50, og en fantastisk 2. præmie på 2 kasser æbler. At både Flemming og Allan kom godt igennem løbet på gode tider, gjorde aftenen endnu mere hyggelig. Vi kørte med forskellige setup. Allan 28 klinge, Flemming 30 klinge og jeg 32 klinge, og det viser at alle kan være med, blot cyklen er sat rigtigt op. Husk at tilmelding til 2018 udgaven 07.07.18 åbner 1. august.

Flemming: Jeg havde jo egentlig prøvet dette løb før(2015), hvor jeg udgik efter 75km(løb tør for energi og talent),så min aftale(med mig selv) var at køre konservativt efter puls og watt samt ikke springe nogen depoter over og så bare nå de første 65-70km med lidt overskud og derfra øge farten!Efter toppen af første bjerg kommer en af løbets tekniske sektioner(100meter med rødder som i Hareskoven) her står Italienerne helt stille, hvilket kunne udnyttes til at avancere 30+ pladser, samt en nedkørsel igennem en smal kløft, hvor det dog ikke er muligt at overhale, så det går ligeså langsomt som i køen i Netto lørdag eftermiddag. 2.bjerg er bare langt og hårdt til gengæld er deltagerne spredt bedre ud på ruten og der er et godt depot på toppen og nedkørslen er sjov uden at være for udfordrende. 3.bjerg er ikke så langt og jeg begynder fra toppen at øge farten på vej imod 4.bjerg, her sad jeg sammen med en anden rytter hvor vi kørte grupper op MEN ingen havde ”lyst” til at køre med(fed oplevelse at overhale deltagere som ligner mig for 2 år siden!) 4.bjerg var ikke så stejlt MEN laangt og nedkørslen til byen rimmelig enkel, dog er der lige ”Mikkel-svinget” som ikke skal køres som et højhastigheds-sving(hvorfor kan ses på youtube). Efter mål,øl og sandwich var det bare at trille tilbage til hotel(vi boede på 4.sal, så hvis der ikke havde været elevator var hverken jeg eller cykel kommet derop!)
Min konklusion på løb/turen:
Orker ikke at sidde så langtid i bilen
Orker ikke at stå så tidligt op(3 dage)
Orker ikke at dele dobbeltseng med Allan
Om jeg er klar på at prøve igen JEPS 

Allan: Jeg var godt klar over, at jeg ikke mødte op med den bedste form, jeg har ”leget” med lidt triatlon i løbet af første halvår, hvor vægt ikke er det vigtigste, men det er svømmeteknik til gengæld – ting der er en smule malplaceret når man stiller til start til et hardcore bjerg MTB løb med 3300 højdemeter fordelt på 113 km. Derfor var strategien klar – start langsomt, kør sikkert og gennemfør. Fælles for alle bjergene var, at jeg kørte efter min puls – og jeg prøvede ikke at lave nogle accelerationer da det var for hårdt. Jeg var glad for at jeg havde skiftet til 28T på forklingen hjemmefra. Egentlig er det lidt det samme som når man kører la marmotte – ind i et tempo man kan holde, ingen accelerationer, bare lade rugbrødsmotoren arbejde, styret af hvad pulsmåleren dikterer. Mere nyt for mig var det at køre nedad – at køre et sted mellem 30-50 km/t nedad, på en grusvej med løs grus, store sten og bump, var noget nyt, og det krævede fuld koncentration. Besynderligt nok, så begynder ens hændet at krampe, fordi man arbejder så meget med fingrene og hånden for at syre og bremse. Det var fedt, men også lidt skræmmende. Ingen tvivl om, at hvis man skal køre en god tid, så skal man også være god til at køre nedad. Da vi nåede det sidste bjerg, hvor opstigningen er 6 km lang med stigningsprocenter på 10-19% - var jeg flad. Men man finder jo altid energi et sted dybt nede, man går ind i sig selv, og ænser måske, at alle andre også lider – og så forsætter man. Så det var med et stort smil på læben, da jeg krydsede mållinjen efter 8 timer og 47 minutter. Der smagte selv den alkoholfrie Erdinger ”sku” godt.

Efter løbet mødtes vi på hotellet – super hyggeligt at side og tale løbet igennem. Carsten havde kørt mega hurtigt, Flemming hurtigt og Allan i motionisttempo – men vi var alle glade. Med sin 2. plads i sin gruppe, havde Carsten vundet en præmie, som Carsten og Flemming hentede først på aftenen. Det var virkelig svært for os at få hænderne ned, da vi så Carstens præmie for 2. pladsen: to kasser æbler – gentager, to kasser æbler. Nå, men det er jo tanken der tæller. Carsten endte i øvrigt med at give en kasse til hotelpigerne der serverede til morgenmaden, hvilket de blev glade for – og det skabte lidt sjov. Der var ikke lagt op til den store fest om aftenen, vi spiste på hotellet og fejrede resultaterne med lidt vin, weissbeer, grappa og gin & tonic.
Søndagen gav sig selv – op, spis, pak, kør og æd nogle hvide striber, hvilket vi gjorde – vi var hjemme ved 2 tiden om natten til mandag, grundet en del vejarbejde undervejs.

Det var en fed tur, massere af cykling og hygge – mon der er nogle Hustlere der skal cykle Superbike Dolomitti i 2018?

[ChristianPhilipJ]

Fed beretning - godt kørt alle!

[Kenny]

Fed med tre beretninger fra samme løb.

Hvem fanden kører 32t uden eagle på 20% over så mange hm, det et jo sygt.

To kasser æbler haha, hvis det var tanken der talte burde de give noget der var mere håndterbart og vejede mindre

[Jan D]

Super beretning, Godt kørt - respekt til alle.
Vildt at Grafen bliver nr. 2

[BjarkeS]

Stærkt kørt alle 3. Måske vi også skulle uddele naturalier til H12

[Mikkel Henningsen]

Man får jo næsten lyst til at melde sig til 2019 udgaven ... næsten.
Dejligt at høre, at i alle tre havde succes og en god tur

[Tobias]

Klasse. Hverken mere eller mindre

[Niels G Henningsen]

Godt kørt.... Og godt skrevet, fint med 3 indtryk flettet sammen !

[Jacob Korsholm]

Fint skriv. I er sgu hårde. Godt kørt og tillykke med æblerne:)

[BjarkeS]

Tjek lige denne https://www.youtube.com/watch?v=juNU7yKOc4k" onclick="window.open(this.href);return false;.
MTB vs Crosser i Dolomitti 2017

[Carsten Graff]

?...Hvem fanden kører 32t uden eagle på 20% over så mange hm, det et jo sygt.

To kasser æbler haha, hvis det var tanken der talte burde de give noget der var mere håndterbart og vejede mindre

Der er ingen tvivl om at ruten egner sig til Eagle. Men så skal det være med 34T, ellers bliver de letteste 3-4 gear slet ikke brugt. Hver gang jeg syntes det var hårdt i år, kigge jeg ned på kransen, og så at jeg endnu havde 4-5 gear at give af. Og næste år hvor der køres modsatte vej rundt, er bakkerne ikke lige så stejle op, men det er de nedad!

[Mikkel Henningsen]

?...Hvem fanden kører 32t uden eagle på 20% over så mange hm, det et jo sygt.

To kasser æbler haha, hvis det var tanken der talte burde de give noget der var mere håndterbart og vejede mindre

Der er ingen tvivl om at ruten egner sig til Eagle. Men så skal det være med 34T, ellers bliver de letteste 3-4 gear slet ikke brugt. Hver gang jeg syntes det var hårdt i år, kigge jeg ned på kransen, og så at jeg endnu havde 4-5 gear at give af. Og næste år hvor der køres modsatte vej rundt, er bakkerne ikke lige så stejle op, men det er de nedad!

Meget fedt klingen foran skal tilpasse hvilken retning rundt der køres

[Carsten Graff]

Selvom det kun er et øjeblik siden vi er kommet i mål, er det tid til at tænke på næste gang der skal køres i bakkerne i Dolomitterne.
07.07.18 går starten til 120 km, 4 bjerge og en udfordrende dag.
Mere info og tilmelding: http://www.dolomitisuperbike.com/en
Der køres mod uret i 2018, så bjergene har ikke de hårde stigningsprocenter op (maks 20-22%), men de er der når det gå nedad (+30%).
Jeg er tilmeldt, skal jo forsvare min 2. plads og 2 kasser æbler er der andre i grønt som skal med?