Jeg tror jeg var den eneste hustler der havde valgt at bruge weekenden på La Marmotte. Hvis der var andre dernede, vil det være sjovt at høre fra jer.
Jeg havde valgt at tage afsted med min nabo og ex. hustler - Flemming. Turen har været booket et halvt års tid, og jeg har som sådan prøvet at træne lidt målrettet op imod dette event. I staten af året med primært spinning. Senere med cykling til arbejde, landevejsture og mtb. Alt i alt har jeg kørt 4000km siden starten af januar - hvilket jeg tror er minimum hvis man bare vil gennemføre på en rimelig måde.
Da jeg aldrig har kørt en større bakke en gels bakke, var jeg rimelig spændt på hele løbet. Flemming og jeg boede oppe på Alpe Huez, så løbsdagen startede med en nedkørsel i 6 graders varme ned til starten, hvilket gjorde at man rystede af kulde ved starten.
Starten gik, og jeg havde allerede aftalt med mig selv, at jeg skulle starte stille, så jeg fandt en lille gruppe jeg sad med indtil den første stigning, Col de Glandon. Jeg mener at Glandon er omkring 1200 højdemeter, der bliver strækt ud over ca. 18km opkørsel. Opkørslen gik fint. Det var rart at der et par steder er plateuer, hvor man lige kunne rulle uden at skulle ligge pres på benene. Under opkørslen begyndte det langsomt at blive varmt, så vindvest og løse ærmer blev taget af. På toppen af Glandon var der et depot, hvor der blev tanket nyt vand og et par bananer.
Nedkørslen fra Glandon er neutraliseret i løbet, således den ikke tæller med i den samlede tid - et lille taktisk trik fra arrangørens side, da der historisk set er sket mange alvorlige ulykker ned af Glandon, som i starten er stejl, smal og har en tendens til at hælde forkert. Men når man kommer 4-5 km ned bliver det fedt. Super fedt at ligge med 50 km/t (og det var langsomt iforhold til stort set alle andre der kørte meget hurtigere) på snoede bjergveje ned igennem skoven. Den Glandon nedkørsel vi kørte til La Marmotte bliver iøvrigt brugt i dette års Tour, da den er starten til col de croix de la ferre - som ligger i direkte forlængelse af col de glandon.
Herefter var der ca. 15 km lige lande vej, hvor jeg igen fandt en gruppe og køre med. Gruppen blev dog fuldstændig overflødig, da vi drejede til høje efter 15 km, da man så kører direkte ind på col de telegraph - en 12 km lang opstigning på også omkrig 1200 højdemeter. Men her er ingen plateuer. Op, op op, i laveste gear. Men for mig var det den bedste stigning i løbet, det gik godt. På toppen er man glad, det er meget simpelt, bare glad. Tror det moment var præcist det der gør cykling sjovt.
Men, der er ingen tid til at være glad i, for efter toppen kører man 3-5 km svagt nedad mod Valoiare, hvor der også er depot. Efter depotet starter man så på Galibier. Galibier er et trælst bjerg, for man er ikke restitueret fra telegraph og man er over trægrænsen, der er ihvertfald ingen træer, så man kan se vejen sno sig 3-5 km oppe over sig, hvilket er mentalt hård. Stigningen er som de andre stigninger, igen ca. 1200 højdemeter, over en ca. 12-15 km opkørsel. Måske det er mentalt, men når man passerer 2000 meters højde, syntes jeg det blev sværrere at trække vejret, pulsen steg, og det gjorde hældningen også på de sidste km på toppen. Op imod 12%. Da jeg nåede toppen havde jeg det skidt. Jeg var svimmel og havde kvalme. Jeg måtte stå et kvarters tid og drikke vand og spise noget mad. Men samtidig var jeg glad, for jeg vidste nu at jeg ville gennemføre. Der var jo kun Alpe Huez tilbage
Nedkørslen til alpe Huez er ca. 40 km, og er faktisk meget sjov. Jeg fik min højste fart her, på 70km/t - jeg turde ikke at køre stærkere. Igen, mange ryttere fløj forbi mig selv om jeg kørte denne fart. En lille ubehaglighed er tunnellerne, hvor der er helt mørkt, og man har svært ved at orientere sig - så når man ligger med 60 km/t kan det være ubehageligt. Ligeledes kan bilerne heller se dig, og trafikken er ikke spærret af.
Jeg nåede til Alpe Huez, fik tanket op med vand og energi. Jeg var træt, men jeg skulle jo bare hjem nu - kun 13 km. Kun 13 km, Kun 13 km, Kun 13 km - sagde jeg til mig selv. De første 3 sving er brutale, stigningen er meget stejl, og man (jeg) kæmpede med en hastighed på alt mellem 5-8 km i timen. Folk gik, prøvede at finde skygge, lå på vejen og kom til kræfter osv. Dog var der endnu flere der havde trænet godt, og som kørte fint op. Efter de første ca. 5 sving, måtte jeg af cyklen. Ben og ryg kunne ikke mere. Jeg gav mig selv 1 minut og så afsted igen. Desværre måtte jeg gøre dette nogle gange inden jeg endelig var på toppen. Alpe Huez er ikke min bedste ven. Slet ikke efter Glandon, Telegraph og Galibier. Alpen tog mig 1 time og 45 minutter. Solen var lige på og det var 30grader. Ingen flade stykker, kun opad og nummeren på hårnålesvingene der kun alt for langsomt bliver mindre og mindre i takt med at man passerer dem.
Min netto tid for løbet blev 9.27, hvilket jeg er tilfreds med. Det giver en placering lidt under midten i den tunge ende. Men for mig var det første gang i de høje bjerge, og jeg er blevet klogere på hvad der kan gøres bedre, hvis jeg skal gøre det igen.
Jeg kan anbefale alle at prøve, det var en stor oplevelse. Oplevelsesmæssigt giver det meget.
Men efteråret skal nu helt sikkert bruges i skoven med mountain biken.
Mvh.
Allan
Allan
Det er en drøm som skal afprøves ... måske 
