| EN LØRDAG I JANUAR.? DU SKAL DA KØRE NIGHTRIDE MED OS |
Author: AndreasA ::
Posted: January 05
|
| Er i klar på mandag..? for det er vi.! |
Author: AndreasA ::
Posted: December 06
|
| Heels on wheels 2011 |
Author: AnneHolm ::
Posted: August 11
Så blev HoW sæson 2011 skudt i gang i går i Rude skov - og hvilken start! For at starte med begyndelsen, skal nævnes, at der dagen igennem lå meget tunge skyer, og massive mængder af regn væltede ned over det ganske land. Ruten var da også meget tung og mudret (og derfor hård), men i min optik super fed. Der var udfordringer på flere niveauer.
Over 100 kvinder var troppet op, heriblandt selvfølgelig undertegnede, men også min datter Lea. Til historien ligger, at det var Leas første MTB løb ever, og der var mange sommerfugle, der fløj rundt mellem hinanden i hendes lille mave. Hun og Camilla Ortvald blev fulgt rundt af Alice, hvilket var super fedt. Lea synes det var mega sejt, og er allerede klar til næste afd. 
Vi var en del hustler tøser, der havde set vores snit til at køre lidt race. Hvor er det cool at se så mange grønne, herlige kvinder til start. Mit indtryk var helt klart, at alle havde en god oplevelse og er klar til endnu mere  For mit vedkommende gik det ganske fint. Jeg startede bagerst i feltet, hvilket gjorde, at startloopet blev lidt langt - der var dersværre megen kødannelse og venten. Men derefter blev kvindefeltet spredt, og der var god mulighed for at gi den gas. Jeg fandt nogle at ligge at battle med (som jeg nappede på opløbsstrækningen  - fed følelse i øvrigt) og havde det fantastisk derude. Jeg var dog nede at ligge (men hvem var ikke det...) og måtte også yde førstehjælp på cyklen, da kæden valgte at drille. Men alt i alt var det et fedt løb, og jeg glæder mig allerede til at give endnu flere baghjul til næste afd.
En stor tak skal lyde til alle de hustler supportere, der havde taget turen til Rude skov. Fedt at blive heppet rundt, det gir sku lige det sidste, når bentøjet er ved at være godt brugt Håber vi ses igen næste gang (og måske endda flere...)
|
| Südtirol Dolomiti Superbike 2011 |
Author: Carsten Graff ::
Posted: July 12
Her et par dage efter løbet er der kun en ting at sige: ”det skal prøves igen”.
Hermed min beretning fra løbet. Den er måske lidt lang, men når alle i andre har prøvet det næste år, forstår i hvorfor det er så imponerende, og hvorfor armene endnu ikke er kommet ned.
Det er det hårdeste, mest krævende, udfordrende og vildeste jeg har prøvet på mtb. 110 km og 3.357 højdemeter lyder ikke skræmmende, men opkørslerne og nedkørslerne er det vildeste jeg har prøvet.
Ruten: 4 bjerge - nogle vil sige 5, blot fordi der er et drop på 200 hm halvvejs på første bjerg - der hver især har deres udfordringer.
Bjerg 1 starter på fin asfalt og fortsætter med rigtige skovveje og et mindre stykke vandresti fyldt med rødder. 500 hm på ca. 11 km, altså en fin begyndelse der kunne køres på stor klinge. Herefter 200 m ned på 4 km, første på en blød græsmark og så på en ler vej hvor det gjaldt om at holde sig fri af de dybe spor, som der efterhånden var blevet lavet, og dette endte i en 1 km lang 30% nedstigning på det der formentlig er en å når sneen smelter om foråret. Her var meget glat på kæmpe sten, grene, græs og løst mudder.
16 km var kørt og den korte rute drejede fra mens vi andre fortsatte med 400 hm over 7 km på gode asfalt stier og grusveje.
Og så var det tid til at køre 600 m nedad på kun 7 km. Første en god grusvej der gik over i en smal asfalt og til sidst en vandresti med løst underlag og store sten, der snoede sig, så alle svingene var kørt op til bander, der kunne bruges til ekstra fart. Føj for en nedkørsel, men hvor er det fedt at klare det. Jeg har aldrig før kørte noget der er så stejlt nedad.
Min taktik på første bjerg var at give den gas det første kvarter med puls maks 160, og så herefter køre resten af løbet med maks puls 150. Der skulle drikkes så ofte som muligt og spises gel, bar, banan mindst hver halve time.
Jeg holdt denne taktik hele løbet igennem, satte farten ned når pulsen kom over 150, og fik drukket 2 flasker SIS energi, 3 flasker vand, spist 5 squeezy geler, 3 High5 energibarer og 2 bananer. Med det indtag kom jeg igennem uden kramper.
Inden bjerg 2 er der et 4 km transport stykke, hvor det gælder om at fylde energi på inden dagens største udfordring.
Bjerg 2 er ondt. 10 km og 900 hm på små grus- og vandrestier langs med en slalom bakke, og den sidste km var så stejl - 28% - at selv eliten måtte af og trække. Det hele kan køres på mellem klingen undtagen den sidste km, hvor jeg forsøgte at bruge den lille klinge, men der var ikke noget at gøre.
Alle var på forhånd enige om at når vi nåede toppen af 2. bjerg efter 43 var km, var løbet overstået. Så skulle der blot godt med fart på nedad, så ville det være muligt at flyve over bakke 3, og et let tråd på bakke 4, så ville vi være i mål.
Sådan var det ikke helt.
Endnu engang var det en nedkørsel der var så vild og stejl, som jeg aldrig før har prøvet. Små stier, vandløb, træpaller der var vendt forkert, så der skulle køres med åbningerne, lidt asfalt, vilde sving, store sten, løse rulle sten og klipper. 19 km og 800 m nedad, med enkelte ”små” bakker til at bryde monotonien.
Som alle de andre hylede mine bremser p.g.a. varmen, og alle have totalt blå bremseskiver da vi kom i mål.
Jeg tænkte på, hvornår jeg ville blive fundet, hvis jeg kørte ud over siden, for der var mange km med flere hundrede meter direkte ned, uden hegn e.l., hvor vi kørte på de smalle stier med op til 60 km/t.
Fra vores tipskupon aftenen før, havde jeg tippet mig selv til ca. 6.10, men med det tempo jeg havde på, og med en nedkørsel som afslutning, regnede jeg mig frem til at jeg måske kunne komme i mål på 5.30, hvis jeg ellers kunne holde farten.
Ja hvad skal man ellers lave i de mange timer end lidt hovedregning.
Nede fra bjerg 2 var det direkte op igen på bjerg 3. En lille knold på 3 km og 300 hm. Efter en meget heftig start de første 200 meter på løse sten, og så var det overstået. Troede jeg. Da skiltet med Feedzone 1 km kom tog jeg en gel, og regnede med at jeg var oppe, men så drejede ruten, og dagens absolut mest tekniske opkørsel ventede. 1 lille km mellem klippe stykker og løse sten direkte op i himlen. For anden gang var der brug for den lille klinge. Jeg blev klappet hele vejen op af de mange tilskuere på dette stykke - profferne have bjergspurt her - da jeg var den eneste der kørte det, blandt dem der var omkring mig. Dagens højeste puls på 168 på denne ”lille” bakke.
En forholdsvis nem 3 km nedkørsel, og så var det tid til et 18 km transport stykke, hvor det kun steg 250 hm. At vi så undervejs skulle igennem udtørrede floder med store sten, havde modvind, og kører under en bro, hvor der var et smalt spor på glatte sten med vand imellem, gjorde at det ikke var et helt afslappende stykke.
Inden start undrede vi os over hvorfor de fleste kun havde en flaske med, og hvorfor de stort set ikke have noget energi i lommerne. Men det viste sig at der var mange depoter under vejs, hvor der var mulighed for at forsyne sig. Men som nybegyndere, havde vi alle rigelige mængder af flasker, geler, barer o.l. med.
Jeg havde selv 3 flasker, 12 geler, 5 barer, 2 bananer og 1 pose med saltede nødder og rosiner.
Og så var det tid til dagens sidste bjerg. Jeg smed en flaske og fik straks en fyldt flaske i hånden. Super service.
8 km 500 hm på dårlig asfalt og grusstier lyder godt, men med mere end 5 timer på cyklen var benene efterhånden godt brugte, og et mindre sidde sår begyndte at drille. Samtidig gjorde begge mine trædepuder under storetæerne afsindigt ondt hver gang jeg trådte, solen bagte fra en skyfri himmel og min computer viste 37° C. Så det var nu kun et spørgsmål om at komme op på toppen, og så trille ned og i mål.
Jeg undrede mig over at pulsen straks steg til mere end 150, men var samtidig glad for at der ikke var vat, men watt, i benene. Det ville blive en hård tur op, indtil jeg efter 1 km fandt ud af, at jeg kørte på den store klinge. Ned i den mellemste, og så ellers stille og roligt op.
De sidste 2 km mod toppen checkede jeg computeren for hver 100 m. Jeg var total brugt, fik en lille tårer i øjnene da jeg kom op på toppen, skiftede til stor klinge, og så var det ned og i mål om 17 km.
Super bred grusvej i starten, afspærret asfalt vej hvor jeg fik dagens højeste fart på 70 km/t, og så noget uventet lidt single track, rødder, og en lille løst bakke.
Det kan ikke beskrives hvordan det er at køre den sidste km gennem byen og komme i mål. Det skal opleves, og det er vi mange flere, der skal i 2012.
Desværre kom Steen ikke igennem p.g.a. defekt, men alle øvrige Hustlere have en lang hård dag på cyklen, og ingen har fået armene ned endnu.
Tak til alle for en uforglemmelig weekend, med en suveræn mtb event og et fantastisk lille service minded hotel.
Den unikke cykel trøje skal vises frem hele sommeren, og jeg vil tænke på turen, hver gang jeg tager den på.
|
|
