Racer Alpetur; Stage report dag 3+4+5+6

Written by on July 28, 2017 in Klubtur, Nyheder, Turberetninger - Comments Off on Racer Alpetur; Stage report dag 3+4+5+6

Alpeberetning fortsat:

Dag 3

3 dag i alperne bød på Colle delle Finestre, vel egentlig opstigningen der gav anledning til at planlægge hele ferien. 3 gange med i Giro d’Italia med spektakulære afslutninger og et afsnit af GCN serie om ”Epic Climbs” havde sat en tanke i hovedet på Mikkel og Niels; Hvorfor ikke køre op ad et øde bjerg med grusvej til sidst? Som sagt så gjort, men først skulle vi derover. Fra bjergmæssigt centralt beliggende, franske Briancon kørte vi til Montgenevre i samlet flok. Godt kolde på toppen jævnfør det lidt kølige sommervejr, højden og tidspunktet på dagen kørte vi straks nedad og var kort efter i Italien. 53km jævn nedkørsel frem mod Susa med enkelte små modbakker til lige at holde benene i gang, mens solen var på vej frem bidrog betragteligt til god stemning.

Selve Colle delle Finestre begynder diskret; man drejer væk fra hovedvejen og et halv anonymt skilt angiver at der er et bjergpas forude.

De første 11km er på asfalt, men ikke meget bredere end cykelstien på Nørrebrogade, og snor sig mellem tæt bevoksning med hårnåle med korte intervaller. Asfalten var vel nærmest at betegne som ”rustik” og konstruktionerne af sten omkring vandløb og forstærkninger bar også præg af at være anlagt før beton rigtig slog igennem i anlægsbranchen.

Den afsides beliggenhed, fraværet af alt undtagen jord og grus på toppen samt den lidt ”afskrækkende” grus betød at vi havde opkørslen forholdsvis meget for os selv; der var ikke mange andre der skulle derop. Og havde Morten Hartvigsen ikke kørt og gnubbet sine eger mod hinanden på baghjulet havde der nok været stille og idyllisk.

I vanlig stil kører ”fætter” Mikkel Johannes Jacobsen, aka. ”Døberen”, aka. ”Baptista”, aka. ”Dikatatoren” fra allerede tidligt på stigningen og pedalerne må have lidt under hans undertrykkelse som kun politiske fanger i Sydamerika har oplevet mage. Verdenssamfundet burde i øvrigt gribe ind i Venezuela! Mikkel Henningsen og Morten Hartvigsen følges ad, mens Niels stopper for at fylde vand på dunkene ved en bjergkilde – han bliver først set igen på toppen, nogle minutter efter vi andre har overstået opkørslen. Hartvigsen har luret M. Henningsens svaghed; at sætte fart på i hårnålene og han driver hurtigt fra. Mikkel Henningsen kører videre og sætter først lidt fart på da han når gruset; og ender faktisk med at være få sekunder fra Hartvigsen på toppen.

Med 8km tilbage begynder gruset: Og det er dårligt grus. Ujævnt med lunker og bunker, store sten og skærver spredt med rund hånd og så løst sand i hårnålene… Til gengæld forekom det ikke så stejlt som lovet, og med fokus på at finde en linie med fast underlag gik de sidste par kilometer hurtigt. Det hjalp også, at træerne var væk og man hurtigt kunne fornemme hvor meget man steg.

Det var en super lækker opkørsel, noget specielt og anderledes. At have bjerget så meget for sig selv, at køre opad i næsten 2 timer, at skulle køre på grus der var dårligere end noget sted i Hareskoven, og stå på toppen og tænke lidt på Shu-Bi-Dua.

Nedad ad asfalt og ind og spise på en meget lokal og hyggelig familierestaurant, der gerne havde vores cykler stående i entreen. Hartvigsen mælk med kaffe var selvfølgelig en espresso med ekstra mælkeskum; man er vel i Italien…

Bidende modvind hjemover, trådte næsten flere watt på en svag nedkørsel, end på vej op ad bjerget før. Vi trådte os op over Colle Sestriere og Montgenevre fra den anden side med lidt generel opløsning, da nedkørslen derfra endte stort set i lejligheden.

Dag 4

Gæsteskribent; Niels Henningsen:

Der er mange spændende opkørsler i Alperne, men Col de Lautaret fra Briancon er ikke en af dem. Så vi stoppede cyklerne og os ind i bilen,og begav mod toppen. Måske meget godt at bilen kun var for en kort tid , for det var lidt trængt. Ud i den friske morgenluft,og 25 km nedkørsel på bred vej i fuld sol, men altså kun 8-10 grader, en sand ”koldstart”. Målet var at køre op ad Alpe d’Huez og undervejs køre på den sceniske D211A mellem Freney d’Oisans og La Garde i stedet for nede på hovedvejen, for siden at køre ned ad Col De Sarenne. Undervejs bliver man som cyklist ledt uden om tunnelarbejdet ved Lac de Cambon, og får ca 4 km utroligt sjov vej, på den modsatte side af søen med sving, småbakker og flot udsigt. Hvis bare alle veje var sådan. Nå men vel ankommet til La Garde – som ligger ca. 3 km oppe ad Alpe D’Huez stigningen – skiltes vores vej, idet de unge inkl. Hartvigsen ville køre den hele, og gerne lidt ”race-agtigt”. Det fik de lov til, jeg har kørt Alpe D’Huez ”masser af gange”, og valgte derfor bare at begive mig mod toppen, og håbe på ikke at blive hentet af dem…. Det blev jeg så heldigvis ikke, og kunne tage ”målfoto” ved ”motionist målstrgen”. Jeg holdt mit eget beskedne tempo, men fik da sat et par ”PR’er” undervejs. Det mest imponerende var dog 2 løbere, der løb op ad bjerget, og overhalede vel 80 % af cyklisterne undervejs… Nogenmå have følt sig meget demoraliseret. Selv kunne jeg tøffe forbi og give dem et ”bravo” og spørge – på et lidt uklart formuleret fransk – om det var en slags speciel træning a la Chris Froome , de havde gang i ! 3 X M dysten endte med, at Mikkel Henningsen var først oppe af de 3, på 51 minutter, hvorefter Hartvigsen og så Jacobsen ankom, stærkt kørt af dem alle 3. Efter en meget lang Pizza pause gik det mod Col de Sarenne, der er en helt anden type vej end opkørslen på ”motorvejen”. Smal, bumpet, skarpe sving og med dårlig asfalt, der tilmed var ”udbedret” for ganske nylig med ”klister og smid løse sten på” metoden, så der skulle køres forsigtigt i svingene, men en utroligt sjov og krævende nedkørsel mod Mizöen. Alle kom sikkert ned. Ingen af os kunne dog forestille sig , at skulle køre rigtigt ræs der, men det er jo gjort i Turen for et par år siden. Så skulle vi blot mod Lautaret, små 25 km opad med begrænset stignings procent, vel som Geels bakke, bare ”lidt længere”. Jakobsen havde god fart i bentøjet, og sejlede væk, mens Mikkel Henningsen var så venlig, at trække Hartvigsen og undertegnede deropad i afpasset tempo …. Dog slap Hartvigsen medet par km til toppen, og gav ”gå død is” på toppen, da han kom kort efter os andre.Den nød vi meget. De sidste små 25 km mod Briancon er jo nedad, så Hartvigsen og Jakobsen valgte at trille ned, mens Mikkel Henningsen og jeg jo måtte have bilen med ned. Dem på cykel var hurtigst hjemme, og selv om vi havde ”visuel kontakt” et par km fra byen, ja så gav ”le traffic francaise” og kø kørsel dem en solid margen inden vi ramte vores ”basecamp”. Torsdag stopper vi bilen igen og kører mod Col de Vars, hvor vi parkere for foden, for at køre Col de Vars, Bonette Restefond (i 2802 meters højde) og så hjem over Col de Vars igen. Som CV Jørgensen engang sagde –i en lidt anden sammenhæng- ”Man har ikke et roligt øjeblik !”.

Dag 5

Vi starter med slutningen; Bo T’s æresmiddag. Den blev spist på L’Alpin i Briancon med pre-dinner coctails, 3 retter og kaffe bagefter. De andre aftener har vi selv lavet mad, men BoT ville gerne give, som en kompensation for ikke at nå med. En lækker aftensmad helt sikkert, men næste gang vil vi nu gerne have Bo med.

Dagens cykeltur bød på bil til Gillestre og parkering for foden af Col d’Vars. En noget ujævn stigning fra denne side, men afvekslende fra brede veje med bløde sving, hoved-gade hårnåle, gennem 3 ski-byer og mindre mere ”øde” vej op mod toppen. Mikkel & Mikkel spurtede om det, efter at have gemt lidt kræfter mens de ventede på at politiet fik gennet en flok køer over vejen lidt før toppen.

Det var en lækker top med sol-stole i læ, lækkert vejr og cola til 2 euro. Så gør det jo ikke noget, at man må vente lidt på de andre. Svedtrøjerne nåede endda næsten at tørre helt i solen.

På vej ned får Mikkel Henningsen øje på en fotograf i et bredt hårnålesving med ny asfalt og ingen modkørende trafik; det ender med en forslået skulder og lidt hudafskrabninger og undskyldning for at købe nye sko, bukser og trøje. Vi er dog hurtigt videre og ruller mod Bonette-Restefond, der ender i 2802 meters højde – efter at fransmændene anlagde en omvej, bare for at kunne sige de havde Europas højeste pas med en asfalteret vej – efter små 1600 højdemeter. I bunden finder Mikkel en vandpost at skylle armen ved, og ”fætter” køre fra og kommer først op. Harvigsen kører forbi og Mikkel følges med Niels, indtil en ung Schweizer overhaler; ham må man følge efter. Han leder til Hartvigsen men fader lidt, så de to hustlere kan ligge og køre om kap til toppen lidt på skift.

På vej ned stopper vi i 2000 meters højde og nyder tærte, charcutteri og mere cola i sol og læ med udsigt nedad bjerget. Søde turister bringe den ene sprit-serviet efter den til Mikkel.

Vi ruller i bund og sætter Mikkel og lidt Mikkel Henningsen til at trække frem mod Vars. Det er blæst op, og vi slås alle 4 med en bidsk modvind for at komme op. Godt trætte på toppen skynder vi os ned til bilen, og vender snuden hjemover.

 

Dag 6

Der er tiltagende stille til morgenmaden. Der bliver sippet kaffe, og måske lige gryntet lidt om forventet temperatur på dagens toppe. Men alle ser friske ud i ansigtet, og alle spiser stadig rigeligt. Så det går tilsyneladende godt, og vidner om et vist overskud.

Vejret bliver bedre og bedre, og vi har alle fire fravalgt den tykke, langærmet trøje til nedkørsler og nøjedes med vindveste. Mikkel Henningsen med et hustler-ærme på venstre arm dog, men det er ment som solbeskyttelse, da han også fik vasket solcremen af på dag 5 i forsøget på at rense hudafskrabninger. Skulderen har sat sig lidt, måske acromion-claviculær leddet har fået et større slag end først antaget.

Vi følges ad i roligt tempo op ad Col de Lautaret, det er endnu ikke blæst op som de andre dage, og med udsigt til ikke at bøvle med bil havde vi skudt starten til det var lidt lunere ved 9-tiden.

Der bliver kørt meget hensynsfuldt og stabilt i gruppen, men det er stadig en småkedelig halvanden time; 5%, ingen hårnåle, hovedvej og ensartet landskab. Men det ender i noget godt; opkørslen til Galibier – se så ligner det et bjerg. Meget ukarakteristisk er vi blevet overhalet på vej opad, og Mikkel & Mikkel sejler fra tidligt på Galibier i jagten på rytteren i hvidt og med grøn hjelm. Hartvigsen stopper inden opkørslen for at tage handsker på – der er kun 10 grader på Galibiers top – og Niels H lægger et rutineret konservativt tempo, så der er igen lidt ganske små forskelle på toppen. Mikkel & Mikkel henter manden i hvidt, men undervejs er ”fætter” Mikkels 52-28 gearing ved at have sat sine spor, og han slipper lidt igen.

Glade på toppen bliver der leget foto-session i forskellige konstellationer. Niels og undertegnede replicerer et billede fra sidst vi var der, i 2012.

Vi ruller samlet roligt ned ad Galibier og i Valloire prøver vi forgæves et ellers ”ouvert” pizza-sandwich sted og ender i stedet på den udemærkede restaurant ”Don Camillo”. En times tid senere, med hhv. tartar, pasta og pizza i maven ruller Mikkel, Mikkel og Hartvigsen videre ned men Niels begiver sig retur op ad Galibier for så at vente på os andre på Lautaret.

Undervejs mod Col d’ Telegraphe kunne man godt få lidt bagtanker om, hvor mange ekstra kilometer og højdemeter den, med friske ben lagte plan, egentlig medfører. Der er i hvert fald langt op, da vi vender i Saint Michel de Maurienne. ”Fætter” Mikkel har bedst af at kunne køre sit eget tempo, og får lov at køre behersket forrest hele vejen til toppen. Vi havde egentlig aftalt at følges til Valloire, men en bakkespurt kan vel ikke skade tænkte Henningsen – den leg var de to andre dog ikke med på. Hartvigsen måske for at spare kræfter til Galibier, og ”fætter” måske fordi knæ og lår efterhånden var pressede. I både bund og top var der store gule skilte med ”fart = fare” og vi nåede også at se en motorcykel skride ud over kanten da den gled i lidt grus. Føreren blev på vejen, og hans tøj så alt anden lige bedre ud til at håndtere glideturen, end lycra gør.

Hartvigsen og Mikkel Henningsen trækker fra ud af Valloire by, også selvom Henningsen måttet stoppe og sætte kæden på plads igen, men ”fætter” gør vanligt comeback da den flader lidt ud og der skal lægges ordenligt tryk i pedalerne for at følge med. Han brænder dog lidt ud, men ikke mere end at han kan agere hjælperytter for Hartvigsen, inden han må rykke i krybesporet og hygge op af Galibier. I mellemtiden har Mikkel Henningsen og Hartvigsen slået følgeskab, og heller ikke i dag udebliver små ryk ud af hårnålene eller et taktisk spil om linier gennem sving og position i forhold til vind. Et stykke fra toppen dykker der et par pæne ben op krydret med flot, bølgene hår ned ad ryggen, og Morten når at give et venligt skub på ryggen, inden den tysk/hollandske mand kigger undrende tilbage på ham.

Tempoet bliver skruet frem mod toppen, men som på så mange andre bliver det en spurt. Morten åbner langt udefra, går kold og spurter så en gang mere og høster dermed dagens sidste ”bjergpoint”.

På vej ned af Galibier er noget af Henningsens nedkørsel flow på vej tilbage – som sagt et sted; Svinghastighed stiger med erfaring og selvtillid, indtil den pludselig falder. Vi drikke en rolig cola i solen og triller 35km til Briancon på 35minutter og med små 30W i gennemsnit. Men selv da er Lautaret en små-fesen en.

Mikkel Henningsen, Team Hustler.

Comments are closed.