Vlandern rundt – set fra to (tynde) hjul.

Written by on April 8, 2014 in Nyheder, Turberetninger - Comments Off on Vlandern rundt – set fra to (tynde) hjul.

Så langt tilbage jeg kan huske, er to søndage i april måned troligt blevet brugt på at se Vlaanderen Rundt og Paris-Roubaix. Da jeg så begyndte at cykle selv, og tøvende tog racercyklen til mig også, ja så blev det hurtigt et næsten fast ritual at køre en god tur først og så flyde ud på en sofa til lyden af Bay og Mortensen. Selvfølgelig med kaffe og wienerbrød til. De to løb er noget af det mest dramatiske og underholdende cykelløb, der findes. Med vejr svingende fra høj sol og forår til 2 grader og slud, styrt til højre og venstre, brosten, dumt stejle ”mure” og et omfattende bagkatalog af anekdoter og fantastiske præstationer.

Allerede for et par år siden begyndte jeg et lobbyarbejde, da jeg skulle overbevise nogen med bil, om at det var en god ide at køre Paris-Roubaix. I foråret var der heldigvis en, der så havde lyst – og heldigvis passede hans kalender ikke med Liege-Bastogne-Liege – så vi kom afsted. Med de lidt pænere brosten og bakkerne i bonus var ”De Ronde” lige så stort et ønske, og måske også en mere fornuftig første oplevelse med en ny slags terræn. Løbet ligger om lørdagen, mens de professionelle kører søndag, på samme afmærkede rute og med masser af officials, politi og ”rutevagter” undervejs. Cyklen og baggage blev sendt afsted torsdag eftermiddag, hvor Niels, Bomholt, Christian Jørgensen og Jan D kørte sydpå. Selv fløj jeg fredag eftermiddag, og skulle det have været en returbillet giver Brussel Airlines 15% rabat og fri cykel med flyveren. De andre benyttede den ekstra dag til en rekognoscering på Kwaremont og Paterberg, hvilket medførte en hurtig omgearing til noget lettere på Klaus cykel. Selv kørte jeg med 39-32 som letteste gear (nogenlunde det samme som 34-28, hvis man har en compact monteret). Og det var passende. Udover det var det kommet 25mm dæk på (8 bar til 82kg rytter) og dobbelt lag styrbånd.

Løbet er ikke særlig dyrt at køre, og blev ret sent udsolgt – begge dele modsat mange danske løb. Overnatningerne var i Bed & Breakfast de Nootelaar; ny istandsat, tæt på Oudenaade hvor start og mål er, rigelig og god morgenmad og en snaksaglig vært.

Man kan vælge 3 distancer; 245 som profferne, 130 hvor man får alle bakker og pave’er og en helt kort på 75km med Koppenberg, Kwaremont og Paterberg alle inkluderet. Der blev kørt med chip og ”flydende” start og vi begyndte ca. 7.30 og fulgtes ad. De første 10-15km kørte vi i en del traffik af andre ryttere – med svingende ambitionsniveau – og derefter fulgtes vi indtil depot 1 efter 30km, hvor Jan D – taktisk nok – valgte at punktere. Christian Jørgensen var solidarisk og blev ved ham. Niels, Klaus, en new zealænder og jeg fortsatte sammen indtil depot 2 efter 60km, hvor Niels og new zealænderen svingede ind. Klaus og jeg kørte konservativt de næste 2-3km, men satte fart på igen, da de tilsyneladende ikke kom tilbage.

Straks efter ramte vi Koppenberg. Den korte distance havde skudt genvej, og vi mødte dem her. Jeg fik råbt alle de opmuntrende ting jeg kunne finde på hele vejen op. For der var mange, der havde brug for det. At de så ikke forstår dansk, det er en anden ting. Folk væltede og trak i højre side. Folk væltede og trak i venstre side. Folk væltede og trak midt på. Og på en ”vej” på bredde med cykelstien på Nørrebrogade, kom erfaringer fra HotCup start en til gode. Der skulle zigges og zagges, og et enkelt kort track stand blev det da også til. Klaus lå lige på mit hjul, da vi ramte stigningen og jeg så ham ikke før i mål igen. Det er ikke for sjov, at de, der får penge for at prøve at vinde løbende kører som gale hen mod stigningerne. Havde der været sådan en trængsel på alle bakkerne ville det have været en træls tur. Men når det nu kun var på den ene her, så var det faktisk en oplevelse. Og meget fedt at prøve, hvordan dem 20 pladser bag Sagan og Cancellara må have det.

På grund at startsystemet skal man selvfølgelig forbi og videre, når man henter nogen, og hvis der kommer nogen bagfra, så skal man ind på hjul. Der kom bare kun 1 rytter bagfra – og det gik så hurtigt, at jeg måtte slippe igen. Derfor blev der også arbejdet hårdt af undertegnede hele vejen, og ført både nedad, opad og på lige vej. Og bare fordi man snakker belgisk bliver man ikke automatisk god til brosten eller bakker. Vi blev alle 5 enige om, at en baggrund med MTB ikke ligefrem var en ulempe. Efter 118km var benene begyndt at blive lidt møre, og Oude Kwaremont virkede nærmest uendelig. Det at brostenene fortsatte på toppen var hårdt. Mentalt og fysisk. Brostenene afkræver lidt et valg; vil du holde i grebene og kunne bremse, men til gengæld ryste i stykker? Vil du holde oppe på styret for lidt mere komfort og ikke kunne skifte gear eller bremse? Jeg valgte det sidste. Både på de flade paveer, opad og de sjældne gange vi skulle nedad på brosten. Hurtigt efter Kwaremont når man Paterberg. Tænk Kiddesvej, bare lidt længere, stejlere og med brosten. Solen var for alvor brudt igennem nu, og der stod alligevel en del mennesker og kiggede på. Jeg plejer kun at køre hurtigere, når jeg kan se målstregen eller toppen af bjerget, jeg er på vej opad. Men når man kommer ned, og kigger til højre op ad paterberg… Så kan tvivlen godt komme snigende. Jeg har holdt lidt igen pga. optræk til kramper, den er mega stejl og det er sent i løbet. Men det lykkedes. Og endda i fin stil, som de chip styrede videooptagelser lavet af arrangørerne viser. Ud over det tog Sportograf – kendt fra Super Dolomitti, som mange fra Team Hustler har kørt – knivskarpe billeder. Og så var det ret sjovt, at køre det samme opløb, som man ser i tv dagen efter.

Vlaamse Ardennen er en legeplads for cyklister. Bakker, brosten, smalle veje, sving, grøfter, hensynsfulde billister og en befolkning af cykelnørder. At vi havde 15 grader og tørvejr gjorde det heller ikke dårligere. Da vi var i mål var der øl og hamburgere, og tilbage på B&B endnu mere øl ☺, mens vi kunne arbejde på nogle tan lines i eftermiddagssolen, før et bad og en kort spadseretur ned på restauranten.

Som oplevet af Mikkel Henneingsen

Comments are closed.