Svensketuren

Written by on September 25, 2013 in Uncategorized - Comments Off on Svensketuren

Det er svært at sætte ord på en oplevelse. At skrive om de skiftevist hurtige og tekniske spor, den hyggelige lejrplads, det fornuftige sensommervejr, den rigelige irske kaffe og det i sin natur meget Hustler’ske konditori-besøg er ret lige til. Men at formidle ånden og humøret – det er straks sværere. Tænk gymnasieklasse på skiferie. Og gør så alle mindst dobbelt så gamle, og skift ski ud med cykler. Det begynder at nærme sig.
Udover os 18 hustlere var der også 4 white-water kursister hos FarOut i Blekinge den weekend, og meget sigende om humøret og samtaleemnerne, så var de et stykke tid om, at finde ud af, at vi var cyklister – og skulle op og være aktive næste morgen.

Men hvad lavede vi egentlig?
Vi ankom spredt – både i tid og rum – eftersom ikke alle havde lige let ved at navigere til et sted uden adresse. Men allerede inden kl. 22 var der aftensmad på bordet. Tilberedt i det indendørs udekøkken, hvis hygiejnestandard var svært håndterbart for kokkeuddannede hustlere, men som alle slap ganske raske fra. Et solidt måltid af pasta, kylling, bacon og pesto lagde bunden forud for weekendens fysiske udfoldelser. Et måltid, der vakte blandet begejstring – at dømme ud fra billedet:

På trods af flere liter kaffe med flødeskum, sukker og måske en smule whisky lykkedes det os at stå klar flere kvarter før afgang lørdag morgen. Jacob Hertz, vores guide, fortalte kort om området, fiskeri, skovbrug og svensk skovbund. Vi var tæt på at være så spredte i niveau, som vi kan inden for klubbens rammer, men da vi alligevel var på stortur passede det glimrende med kørsel og opsamling og kørende opsamling. I pauserne kunne vi så snakke med hinanden eller lære om f.eks. fiskestang-mounts til biler. Vi kørte ca. 45km den første dag, og ud over nogle lidt længere bakker, end vi er vant til, bød turen generelt på jomfrueligt spor. Sine steder så friskt, at store mængder kviste, tæt krat og græs som underlag bød på en noget anderlades oplevelse, end den kendte lerjord. Lige før frokost fik vi lov til at give den gas på et fedt, stenet stykke, hvor man ikke alene skulle overveje, hvordan man ville passere stenen, men også hvad der så lå på den anden side. Alt sammen krydret med vandkant og rødder. Meget af sporet lå langs med vandet, så der var glimrende incitament for at holde sig på cyklen.

Tilbage hos FarOut fik vi gang i bålet, og sat slik og øl på bordet. Fundet bue og pile frem, forsøgte at gå på line og snakket dagens tur igennem. Der blev snakket lidt grej, og funderet over kvinders forbrug af sko / tasker versus vores forbrug af cykler / tilbehør. Senere på aftenen, efter et kraftigt måltid chili con carne, blev der diskuteret får.

Op næste morgen og afsted igen. Vejret var ikke lige så godt, men stadig tørt og en anelse lunere. Vi kørte noget kortere, og brugte tid på et konditori, hvor der selvfølgelig var grøn kage. En hurtigere sammenpakning af cyklerne og ind i bilerne og kursen mod DK. Nu i regnvejr.

Storgaards billeder
Mikkel H.

Comments are closed.