19. Südtirol Dolomiti Superbike 2013

Written by on July 12, 2013 in Turberetninger, Uncategorized - Comments Off on 19. Südtirol Dolomiti Superbike 2013

For 3. år i træk var det tid til endnu en Hustler og venner delegation til det hårdeste mtb løb i Dolomitterne. 18 tilmeldte, 17 til start, 14 fuldførende ud af i alt ca. 4.000 tilmeldte.

Vores setup var endnu engang det samme. Afsted torsdag morgen og fremme på hotellet om aftenen. Cykel check fredag og en stille tur til start/mål byen Villabassa for at hente start nr., goodiebag, gå rundt på byens torv, der er lavet om til et stort expo område, og så ellers finde en café hvor der spises frokost.

Der havde været nogen udfordring m.h.t. hotel bookingen i år, men til sidst var det lykkedes at finde 2 hoteller ved siden af hinanden, i byen Olang 10 km fra start/mål, og med samlet spisning på det ene af hotellerne.

Hotellet var meget serviceminded, så vi fik ekstra pasta aftenen før løbet og morgenmad kl. 5.30 på løbsdagen.

Villabassa er lukket for trafik, og fra den store p-plads er der kun 500 meter til starten. Fra side gaderne ledes alle ned i den rigtige startboks på hovedgaden. Det fungerer godt, selvom der var lidt skilte kaos i år.

Løbet er hårdt, og de forskellige beretninger I kan læse, siger alt om de udfordringer der venter i bjergene. Der kan vælges mellem 60 km og 1.785 hm fordelt på 2 bjerge eller 113 km og 3.357 hm fordelt på 4 bjerge. Ruterne vendes rundt hvert år, og i år skulle vi den hårde vej rundt, d.v.s. mere stejle opkørsler og nogle vilde nedkørsler.

At det ikke kun er et løb for os motionister er tydeligt at se på start feltet. Verdens mestre, Europa mestre, Olympiske mestre og et proff felt hvor vi andre er glade motionister ved siden af. Det giver defor noget ekstra energi, når en af dem med lavt start nr. overhales på en opkørsel.

Cyklen skal være i orden, og det er vigtigt at have en gearing der passer. Hvor det er muligt at æde sig selv i Danmark og hive cyklen op over set alle bakker på stor klinge, skal der bruges alle klinger og hele kransen for at komme op og ned. Med +60 km/t nedad, og steder med 3-4 km/t opad skal alt bruges. Jeg kørte opad på 32/23-26-30 og når der skulle spises så 32/34. Det bliver derfor et 2 klinge setup næste år, da jeg ikke har behov for den lille 22 klinge.

Vejret spiller også en stor rolle. I år var det perfekt med ca. 15° ved start og 25° i løbet af dagen. For få år siden måtte løbet aflyses p.g.a. snevejr.

graf_dolomiti

Mit eget mål for i år var, at jeg skulle gennemføre på en kontrolleret måde. Influenza lignende symptomer i de sidste 5 uger før løbet, og kun 22 træningspas på mtb i de sidste 3 måneder op til, var langt fra det planlagte. Målet var derfor på forhånd at køre rundt på 7.30. At jeg så kom rundt på 6.42 var meget tilfredsstillende, og viser hvad det betyder at lægge fornuftigt ud. Jeg var kun 50 sekunder langsommere på toppen af andet bjerg efter 42 km, og satte først tid til på transport stykket på de 20 km fra bjerg 3 til bjerg 4. Faktisk kørte jeg hurtigere nedad end for 2 år siden.

Der er masser af depoter undervejs, 12 stk. på den lange rute, og i min del af feltet er det intet problem at få fyldt vand, energidrik, cola, melon, frugt eller andet på få sekunder.

Starten er rimlig rolig, formentlig fordi alle ved at det bliver en lang dag på cyklen, og efter 1 km gennem byen rammes første bjerg. Dæk støjen forsvinder fuldstændig, når farten går fra 40 km/t til 10 km/t , helikopteren flyver over feltet og en luftballon stiger op, det er muligt at se de forreste endnu, og så er løbet rigtigt i gang.

7.30 går starten. De første 5 km er forholdsvis lette på asfalt, kun enkelte steder med 20% stigning men ellers 8-12%. Herefter går det over i grusvej og et stykke på 200 meter med rødder. Det kan italienerne ikke lide, så de væltede til alle sider, men sammenlignet med en dansk skov er det ingen ting. 60km ruten drejer fra efter ca. 14 km og vi andre tager første rigtige udfordring. 1 km ned gennem en kløft og et fald på ca. 250 hm. Altså 25% i gennemsnit. Hvor det for 2 år siden var klippestykker og grene der lå i kløften, havde snevejret for mindre end 4 uger siden ændret kløften til en stor mudder glidebane. Tid til at fortsætte opstigningen på første bjerg, hvor der endnu manglede 7 km og 400 hm til toppen. Her viste sig dog endnu ngole forhindringer undervejs. En flok heste løb rundt i området, og flere flokke af køer der ikke viste om de ville gå til højre, venstre eller blive stående. Og sådan en Milka ko er pænt stor, når den passeres med få cm og 50 km/t.

For 2 år siden var vi alle enige om, at det var nogle vilde nedkørseler, men i år havde jeg vænnet mig til det, og sammenlagt kørte jeg hurtigere nedad, hvilket jeg bl.a. kunne se på at der stort set ikke var nogen som overhalede mig nedad.

Andet bjerg er ondt. 10 km 1.000 hm på små skønne vandre stier. Ren fornøjelse, altså af den onde slags.
Ned igen på små vandre stier, igennem vandløb, over marker og så et 1 km med asfalt hvor marken ved siden af var ny høstet, så der var sort af store fluer, biller e.l i luften, så det føltes som om der blev skudt efter en. Det gjaldt om at holde munden lukket og håbe på at der ikke var for mange af dem som kom ind i hjelmen.

Det tredje bjerg er en lille ond knold på 3 km og 300 hm, men de sidste 500 stiger direkte op i himlen med 20% på en vandresti fyldt med store løse rulle sten. Ned igen inden et transport stykke på 20 km og 300 hm på fornuftige stier. Sidste bjerg er ikke svært, men med 86 km i benene er de 6 km og 550 hm er det alligevel en mindre udfordring. Fra toppen er der 20 km til mål, først på hurtige meget brede grusveje, så asfalt veje der går direkte over i smalle vandre stier og noget sjovt single track. De sidste 5 km er rent cruise control på asfalt, og med 500 m igen drejes i på hovedgaden med alle tilskuerne.

Os der har kørt før vidste hvad der ventede, og ingen blev overrasket.
Flere af debutanterne fik en overraskelse.
Fætter Mikkel vidste ikke at det var umuligt at køre på hans kampvogen af en cykel, og drønede nedad som en af de hurtigste.
R4F gutterne fik nogle trætte ben i bjergene, men har kørt så meget 12 og 24 timers race, at de cruisede sig igennem ruten.
Christian løb tør for gear, og stoppede efter andet bjerg hvor der var udsolgt.
Claes knoklede hele dagen og fik kænpet sig igennem.
Mikkel lagde ud som lyn og torden, men der er forskel på 80 minutters hotcup og 110 km dolomiti race, så på tredje bjerg var der udsolgt, og Mikkel endte med krampe en et ”skønt” styrt.
Claus og Helle var lokket med af solskins historierne, men endte med nærkontakt med bjergene. Ambulance tjenesten fungerede perfekt for Helle, og på hospitalet viste det sig at hendes brækkede håndled, overrevne ledbånd i en finger og hudafskræbningerne på næsen, var småting i.f.t. de andre der sad og ventede. Shuttelbus service fra hospitalet tilbage til Villabassa, hvor cyklen var transporteret til, viste at der er styr på den del af setuppet, som vi helst ikke vil benytte os af.
Efterfølgende citat fra Claus: “… Vi er ved godt mod, men fik vores skrammer i et løb, hvis hårdhed gør Galibier, Tourmalet eller La Mamotte til godt for begyndere! Jeg vandt over Helle med 2-1 i konkurrencen om ufrivilligt at tage den ud over styret. Vi sunder os lige om MTB på det niveau er noget for os…”

Efter middagen satte vi os alle ud på terrassen med udsigt direkte op på Kronplatz, fik drukket nogel drinks, og glemt hvor hårdt det havde været få timer før.
Ses vi igen næste år? måske. Jeg har lidt kig på et løb i Østrig på kun 90 km men 4.400 hm.

Tak til alle som var med. Det var en fantastisk weekend.

Comments are closed.